Arbejde med børn og unge

Retningslinier for trænere og lederes omgang med børn og unge i Kano- og Kajakklubben 361.
 
Som træner/leder i 361 skal du respektere følgende retningslinier:
 

  • Trænere og ledere af det modsatte køn må ikke komme i omklædningsrum under omklædning og bad. Trænere og ledere bør ikke bade alene med et enkelt barn.
  • Trænere/ledere bør ikke være alene med ét barn i længere tid, men tilstræbe at der altid er mindst 1 anden person til stede.
  • Nye trænere må ikke fra starten have eneansvaret for et hold børn og vi tilstræber altid at have mindst 2 trænere til et hold børn.
  • På ture tilstræbes det, at der altid er mindst 2 trænere/ledere/forældrerepræsentanter med. Når dette ikke kan lade sig gøre, bør forældrene være orienteret om det.
  • Trænere/ledere skal respektere det enkelte barn/unges grænser for kropskontakt. Kys og berøring af skridt og bryster er aldrig acceptable.
  • Trænere/ledere må ikke krænke børn/unges blufærdighed eller udsætte dem for seksuelle krænkelser af såvel fysisk som ikke-fysisk karakter.
  • Trænere/ledere må ikke misbruge deres position og erfaring i forhold til børn & unge.
  • Trænere og ledere skal selv praktisere en omgangstone, som sikrer at ingen udsættes for verbale krænkelser.
  • Trænere/ledere skal altid være bevidste om deres betydning som voksne rollemodeller for børn & unge – og at de overfor børn og unge repræsenterer dansk kajaksport, dette sker blandt andet ved at vise at dansk kajaksport er:
    • Sjovt
    • Fair Play
    • Præget af respekt
    • Drevet af engagement

Evt. brud på disse retningslinier skal meddeles til bestyrelsen.
Trænere/ledere i 361 skal give tilladelse til at der kan indhentes oplysninger om træneren/lederen i ”Det centrale Kriminalregister”. I den forbindelse skal træneren/lederen underskrive en særlig blanket til formålet.
Positive børneattester, dvs. attester med anmærkning, sendes direkte til DIF. Negative, dvs. pletfri attester registreres af bestyrelsen og destrueres derefter. En negativ børneattest er en betingelse for at kunne fungere som træner, instruktør eller på anden måde have instruktionsbeføjelse over børn og unge der kommer i 361.
For uddybende beskrivelse henvises til pjecen ”Det uhørte overgreb” på www.DIF.dk
Da alt arbejde i klubben foregår på frivillig basis, kan hensigterne om ikke at være alene med børnene ikke altid lade sig gøre. Klubben skal derfor opfordre forældrene til at deltage på ture og ved træning.